• Danske aktier har kurs mod sjette børsdag i træk med stigning

    Source: BDK Finans / 02 May 2025 03:58:28   America/New_York

    Mange privatinvestorer kiggede formentlig med ærgrelse på deres aktieformuer i begyndelsen af april, da de styrtdykkede som følge af den amerikanske præsident Donald Trumps toldplaner. Men siden da har det danske C25-aktieindeks indhentet det tabte, og fredag har det sat kursen mod sjette dag i træk med plus. Indekset består af de 25 mest handlede aktier på Københavns Fondsbørs målt på omsætningen og tæller blandt andet selskaber som Mærsk, Novo Nordisk, Vestas og Danske Bank. Omkring klokken 9.45 ligger det til en stigning på 1,3 procent. Hvis det holder helt til børsluk, vil indekset være steget mere end 17 procent siden bunden den 9. april. Og så vil det have indhentet det tabte siden 2. april, som Trump har døbt Liberation Day - på dansk befrielsesdagen. Her var der varslet massive toldforhøjelser på varer fra en lang række lande, og i dagene efter oplevede de globale aktiemarkeder fald i en størrelse, som kun meget sjældent finder sted. Brian Friis Helmer, der er privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank, kalder det for "en ekstrem måned". - Aktiemarkederne har i det store hele indhentet det tabte siden Trumps ”Liberation Day”. En helt ekstrem måned, hvor aktiemarkederne var nede i omegnen af 10-15 procent på blot en enkelt uge, da det så værst ud, lyder det i en skriftlig kommentar. - Men set fra start til slut, så er der altså i hele træskolængder tale om uændrede markeder. Det understreger i den grad vigtigheden af at tænke langsigtet, når det handler om investering i aktier og undlade at gå i panik. Han tilføjer dog, at usikkerheden fortsat er stor, og at han ikke vil udelukke, at der også i den kommende tid kan være store udsving. Samme advarsel er en række andre økonomer løbende kommet med. I øjeblikket har Donald Trump sat sine toldsatser delvist på pause i 90 dage. Det skete den 9. april, hvor stemningen på aktiemarkederne begyndte at vende. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/danske-aktier-har-kurs-mod-sjette-boersdag-i-traek-med-stigning
Share on,